A11y.General.SkipToContent

Verdensetteren i spidsen for stærkt World Cup-felt i Herning

5. oktober 2026

Cathrine Laudrup-Dufour og MSJ Freestyle, danske VM-bronzevindere og markante internationale profiler. Publikum kan glæde sig til dressur i verdensklasse, når FEI Dressage World Cup™ indtager Jyske Bank Boxen fredag den 16. og lørdag den 17. oktober.

Der er lagt op til to forrygende dressurdage i Jyske Bank Boxen, når World Cup Herning åbner den nye sæson i FEI Dressage World Cup™ Western European League. Et stærkt internationalt felt møder de danske hjemmebanehelte, og med Cathrine Laudrup-Dufour og MSJ Freestyle i spidsen er der al mulig grund til at sikre sig en plads på tribunerne.

Fredag gælder det Grand Prix, inden lørdagens Grand Prix Kür byder på dressur til musik og kampen om sæsonens første World Cup-point i den vesteuropæiske liga.

Cathrine og Freestyle på hjemmebane

Cathrine Laudrup-Dufour kommer til Herning som nummer ét på FEI’s verdensrangliste for dressurryttere. Sammen med Mount St John Freestyle, der også fører verdensranglisten for dressurheste, bliver hun et af stævnets helt store trækplastre.

Når Cathrine og Freestyle rider ind i Boxen, venter der publikum et møde med en ekvipage, som forener imponerende power med elegance og præcision. Den danske stjernerytter har et særligt forhold til arenaen og dens engagerede publikum, og der bliver uden tvivl fuld opbakning fra tribunerne, når hun igen skal konkurrere på hjemmebane.

Især lørdagens kür giver mulighed for at opleve samspillet mellem hest, rytter og musik – og den stemning, der gør World Cup i Herning til noget helt særligt.

VM-bronzevindere og stærke danske navne

Cathrine får selskab af to holdkammerater fra det danske VM-bronzehold: Daniel Bachmann Andersen med Flash Gordon 37 og Nadja Aaboe Sloth med Favour Gersdorf. Dermed får publikum mulighed for at opleve tre af de ryttere, som denne sommer var med til at sikre Danmark endnu en international holdmedalje.

Daniel Bachmann Andersen bringer både mesterskabserfaring og et stærkt sportsligt ambitionsniveau med til Herning, mens Nadja Aaboe Sloth og Favour Gersdorf igen får mulighed for at vise deres kvaliteter foran det danske publikum.

Det danske felt tæller desuden Alexander Yde Helgstrand med Inspiration PF, Cecilie Dybro Jensen med Zagori og Karoline Rohmann med Jakas Don Louvre. Tilsammen giver de seks danske ryttere publikum masser at følge og heppe på gennem begge konkurrencedage.

Internationale profiler udfordrer danskerne

De danske ryttere får stærk konkurrence. Fra Tyskland kommer blandt andre Isabell Werth med DSP Quantaz og Dorothee Schneider med First Romance 2. To store navne i international dressur, som er med til at sætte niveauet højt i Herning.

Holland er repræsenteret af Marieke van der Putten med Zantana RS2 OLD N.O.P., mens Sverige sender Maria von Essen med Invoice og Cecilia Bergåkra med My Friend.

Også Storbritanniens Susan Pape med Harmony’s Giulilanta og Annabella Pidgley med Gio er på deltagerlisten. Sammen med ryttere fra Grækenland og USA understreger de stævnets internationale karakter.

Glæd dig til sport og stemning i Boxen

Med verdensetteren, danske medaljevindere og stærke internationale udfordrere er scenen sat til en spændende åbning på World Cup-sæsonen.

Fredag skal rytterne vise præcision og kvalitet i Grand Prix. Lørdag får musikken og de individuelle kürprogrammer lov til at sætte deres præg på konkurrencen, når der rides om World Cup-point.

Det bliver to dage med store sportslige øjeblikke, danske favoritter og international dressur på højeste niveau – ledsaget af den begejstring fra tribunerne, som Jyske Bank Boxen er kendt for.

Se start- og resutater