Marieke van der Putten og Zantana RS2 OLD N.O.P. kommer til Herning efter en sæson med hollandsk mesterskab, international kürsejr og en sjetteplads ved VM. Publikum i Jyske Bank Boxen kan glæde sig til at opleve en af Hollands stærkeste dressurekvipager
Når dressurens internationale profiler mødes ved World Cup Herning, er hollandske Marieke van der Putten blandt de spændende navne på deltagerlisten. Med den 12-årige oldenburgerhoppe Zantana RS2 OLD N.O.P. har hun leveret en række markante resultater i 2026, og hun er aktuelt nummer otte på FEI’s verdensrangliste for dressurryttere.
Parret kommer dermed til Herning med resultater, der giver god grund til at holde øje med dem, når kampen om World Cup-point begynder.
En sæson med store resultater
Ved de hollandske mesterskaber i Ermelo vandt Marieke van der Putten og Zantana årets seniortitel. Her sejrede de i både Grand Prix med 77,935 procent og kür med hele 87,840 procent.
Succesen fortsatte på den internationale scene ved CHIO Rotterdam i juni. Her vandt ekvipagen Grand Prix og fulgte op med en overbevisende kürsejr på 84,580 procent – deres hidtil bedste internationale kürresultat.
Sommerens store prøve kom ved VM i Aachen, hvor Marieke og Zantana igen viste, at de hører til blandt verdens bedste. De blev nummer otte i Grand Prix Special med 76,246 procent og sluttede mesterskabet med en flot sjetteplads i kürfinalen efter et ridt til 82,693 procent.
Erfaring med at uddanne heste til toppen
Bag resultaterne ligger mange års arbejde med uddannelse af dressurheste. Marieke van der Putten har blandt andet arbejdet hos Rien van der Schaft og senere i miljøet omkring Edward Gal, Hans Peter Minderhoud og Nicole Werner. Siden 2017 har hun været rytter hos RS2 Dressage, hvor hun arbejder med at udvikle heste fra de unge år til Grand Prix.
For det danske publikum vil hendes navn også være velkendt fra partnerskabet med Dansk Varmblodshesten Tørveslettens Titanium RS2 som er efter Totilas med Stedinger som morfar. Moderen er Grand Prix-hoppen Tørveslettens Stamina. Han er opdrættet af Stutteri Tørvesletten, Helgstrand Dressage og Paul Schockemöhle. Sammen repræsenterede de Holland ved VM i Herning i 2022 og deltog ved World Cup-finalen i Omaha i 2023.
Denne gang er det Zantana, der følger hende til Herning. Den brune hoppe er efter DV-hingsten Zonik N.O.P. med Sir Donnerhall som morfar og har i år markeret sig som en stærk partner på de største dressurbaner.
Med mesterskabserfaring og stærke kürresultater i bagagen bliver den hollandske ekvipage et spændende indslag i Jyske Bank Boxen. World Cup Grand Prix afvikles fredag den 16. oktober, mens lørdag den 17. oktober byder på kür til musik og kampen om sæsonens første World Cup-point i den vesteuropæiske liga.
Se programmet for World Cup Herning.
