Der har været arbejdet højtryk i MCH Messecenter Hernings haller for at gøre alt klar til at tage imod heste og gæster – nu melder det stærke team, at de er godt med
Der er blevet knoklet for at flytte en masse ridebanebund fra den gigantiske lagerbunke ude på landsskuepladsen og ind i MCH Messecenter Herning, hvor Niels Jørgen Cassøe fra Cassøe Ridebaner anfører et erfarent team. De store maskiner har suset rundt i haller for at gøre bunden klar til at modtage hestene inde i Jyske Bank Boxen og i PAVO hal M.
Nu er det lige før alt er helt på plads til at modtage ryttere og heste til FEI Dressage World Cup Herning fra den 15. til 19. oktober – melder teamet.
De første heste bliver redet ind i Jyske Bank Boxen onsdag kl. 13.00 til CSI3* Small Tour, mens ponyerne indtager PAVO Arena M fra kl. 18.00. Fra torsdag morgen er der fuldt program i Jyske Bank Boxen og PAVO Arena M alle dage.
Foruden at forberede ridebanerne i de to opvisningshaller, skal der også opbygges opvarmnings- og træningsbaner. Mere end 14.000 kvadratmeter ridebane er ved at blive lagt svarende til knap tre fodboldbaner.
Staldene er rengjorte og klar til at tage imod de første heste, som ankommer til stævnepladsen tirsdag eftermiddag og aften. Mere end 650 bokse er der sat op i de faste stalde på området.