A11y.General.SkipToContent

Stutteri Ask Grand Prix og super stemning

19. oktober 2024

Publikum levede i høj grad med ryttere og heste i World cup-stævnets største klasse; Stutteri Ask Grand Prix med ni ryttere i omspringning

 

Stutteri Ask-rytter Søren Møller Rohde blev mødt med taktfaste klapsalver fra det engagerede publikum i Jyske Bank Boxen, da han red ind på sin DM-guldvinder, avlshingsten Action Man Ask Z, som klassens sidste rytter. Der gik et kæmpe suk gennem publikum, da hingsten strejfede forhindring nr. 9 af 13 på den svære bane. Bommen faldt, og Søren red efter en god tid, som kunne have givet ham en plads blandt de forudbestemte 9 ryttere i omspringningen. Søren og Action Man Ask Z kom i mål – som nr. 10. Desværre var der ingen danske springryttere med i omspringningen. Miamaja Lundblad/Crystal Blue, Torben Frandsen og Narco Noir Van Dorperheide, Karen Møller Rohde og avlshingsten Cassado Ask fik alle fire fejl.

Omspringningen blev et opgør mellem hollandske, tyske, svenske og en enkelt belgisk rytter.

OL-rytter hollandske Jur Vrieling kom til omspringningen med en frisk sejr fra BMW Six Bar. I Grand Prix-klassen havde han sadlet Helwell du Chabuse e. Elvis Ter Putte (bror til Favorit Ask), de var første af i alt 6 ryttere, som var fejlfrie i hovedspringningen. Jur Vrieling satte sine konkurrenter under pres med et fejlfrit ridt i tiden 36,32 sekunder. De følgende ryttere red efter tiden, og de formåede ikke både at ride fejlfrit og hurtigere. Svenske Douglas Lindeløv gjorde et godt forsøg med Charlies Way e. Chacco-Blue, men de måtte tage til takke med andenpladsen, og på tredjepladsen fulgte hollandske Tom Schellekens/Jolet van de Zietfort e. Joop III. Tom Schellekens kom til Grand Prix-klassen med en frisk sejr i Easy Agri EY Cup for U25-ryttere.

Miramaja Lundblad og Søren Møller Rohde blev begge placeret i klassen. Jur Vrielings konkurrenter i Stutteri Ask Grand Prix kunne, lettere misundelig, se ham vinde en flunkende ny Polaris Sportmann ATV.

 

Der stod også Jur Vrieling på Six Bar

Inden Stutteri Ask Grand Prix mødtes seks ryttere i BMW Six bar challenge, og stemningen i Boxen var helt fortættet, når ryttere og heste prøvede kræfter med serien af lodrette forhindringer, hvor den sidste forhindring nåede op på 187 cm over fem runder. Der var tre ryttere tilbage i den afgørende runde.  Første rytter var litaunske Andrius Petrovas, og desværre faldt bommen på den sidste forhindring for ham. Det blev også et farvel til hollandske Meike Zwartjens, der klarede den 187 cm høje forhindring fejlfrit, men havde fejl på forhindringen lige inden. Sidste rytter i Six Barren, var hollandske Jur Vrieling, der sammen med Kannan JR e. Cornet Obolensky/ Quick Star klarede sig fejlfrit over alle fire forhindringer, og dermed sikrede sig sejren. Til stor jubel i Boxen.

 

Start- og resultatlister

Stutteri Ask Grand Prix blev vundet af hollandske Jur Vrieling og Helwell du Chabus. Foto: worldcupherning/Annette Boe Østergaard
Søren Møller Rohde og Action Man Ask Z var nogle få hundrede dele fra en plads i omspringningen. Foto: worldcupherning/Annette Boe Østergaard