A11y.General.SkipToContent

Sejr i GP Special til Alexander Helgstrand

19. oktober 2025

U25-rytter Alexander Yde Helgstrand sejrede i Dressurens Venner Grand Prix Special presented by Brisque Bridlewear med godt to procentpoints forspring

 

12 ryttere deltog i den tre-stjernede Grand Prix Special inde i PAVO hal M søndag formiddag. Klassens ryttere var, i flere tilfælde U25-ryttere, eller ungseniorer, som fik chancen for at prøve kræfter med de dressurprogrammer, som rides på mesterskabsniveau for seniorer.

Det kan være et udfordrende miljø for nogle af hestene, der ikke har så stor erfaring. Og det oplevede vinderen af Grand Prix-klassen Sara Aagaard Hyrm i dag, hvor Atterupgaards Cooper blev forstyrret af noget uro bag tæppet ud til World Cup-messen. Det forplantede sig til resten af præstationen, og de sluttede med 66,745% Det er hestens internationale debut, og der var meget at glæde sig over i parrets præstation, også med tanke på fremtiden.

Det samme var i høj grad gældende for U25-rytter Alexander Yde Helgstrand, som med sin faste partner og DM-vinder Inspiration PF sejrede sikkert foran et enigt dommerpanel med 70,617% et fejlfrit galopprogram og gode karakterer for hestens flotte piaffe talte på pluskontoen.

Om oplevelsen i Herning fortæller Alexander: - Jeg har været virkelig glad for at ride hernede. Første og fremmest er det altid sjovt, at komme fra U25 og op på et lidt højere niveau. Det kan man godt mærke, smiler han, og fortsætter: - Jeg syntes også det er fedt at se der er andre U25-ryttere som tager steppet videre. Man lærer rigtig meget af at ride det her. Jeg har haft to super fine ture, og jeg er rigtig tilfreds.

Han følte selv, han havde sin bedste tur i Specialen, hvor han følte han havde lidt mere overblik inde på banen. – Jeg følte han var lidt mere afslappet derinde, jeg fik lov til at ride lidt mere. Jeg er blevet en oplevelse rigere her, det er altid fedt. Nu er målet så at få redet nogle flere stævner, og få finpudset programmet. Der er så meget man kan lære, og tingene går bare super stærkt inde på banen, smiler Alexander afslutningsvist.

Karoline Rohmann, som er ungsenior og i lighed med Sara og Alexander en del af Salling Fondenes Talentprogram under Team Danmark, kom ind på fjerdepladsen med Jakas Don Louvre med 67,404%

Start- og resultater

Vinder af klassen Alexander Yde Helgstrand med Inspiration PF sammen med Hanni Toosbuy, som repræsentant for Dressurens Venner, samt dommer Kurt Christensen og Mai Bæk Nielsen som repræsentant for arrangørerne. Foto: Hestefotograf Melissa Hoogendoorn