A11y.General.SkipToContent

Kittel sejrede i World Cup kür

23. October 2023

Årets udgave af World Cup-stævnet var det femte i rækken i Herning og det hesteglade publikum kunne søndag hylde den rutinerede svensker Patrik Kittel og den 11-årige vallak Touchdown, der med en score på 84,065 sejrede suverænt foran sin morfar, den 19-årige avlshingst Blue Hors Zack, der med Nanna Skodborg Merrald blev nummer to i hestens sidste internationale stævne med en score på 82,820%. På tredjepladsen fulgte endnu en dansk ekvipage, Lone Bang Zindorff og Thranegaardens Rostov. Lone var klassens sidste rytter, og indtil da lå hendes træner Andreas Helgstrand og den danske varmblods-hoppe Queenparks Wendy e. Sezuan på 3. pladsen med 81,160%. Lones mål var at ride en fejlfri test, og det lykkedes til fulde. Det betød, at hun med 81,76% gik ind på tredjepladsen.

Anna Zibrandtsen kom ind på 5. pladsen med Quel Filou med en personlig bedste score i kür på 78,685%

Fire sejre til Kittel
Patrik Kittel vandt lørdagens World Cup Grand Prix på Touchdown, og så havde han Bohemian med til start i de to internationale dressurkonkurrencer Grand Prix og Grand Prix Special. Boheminan er kendt af det danske publikum, da han tidligere blev redet af Cathrine Laudrup-Dufour bl.a. ved OL i Tokyo. Han vandt begge klasser på Bohemian, og dermed fire klasser i alt. Og han kan slet ikke huske, om det er sket tidligere i hans karriere, der strækker sig over 25 år.

Han var derfor meget følelsesladet ved præmieoverrækkelsen, der blev forestået af H.K.H. Prinsesse Benedikte. Hvor han så kunne glæde sig over en flot ekstrapræmie en Polaris Sportsman EFI AT.

Patrik Kittels Touchdown er helt cool, selvom publikum stod op og jublede højt. Publikum på første række rakte hånden frem til high-five, og Patrik Kittel fik klappet i mange hænder undervejs. Han strålede af begejstring, da han kom ud fra æresrunden.

”Den æresrunde, det var en fantastisk følelse, publikum i Boxen giver os så meget opbakning – det giver fantastisk sport i en helt utrolig atmosfære.”

Også de danske ryttere var begge begejstrede efter stævnet. Nanna Skodborg Merrald var både rørt og stolt da Blue Hors Zack sluttede karrieren til stående applaus med en samlet score på 82,820%.

”Han har gjort det muligt for mig at være blandt verdens bedste. Han fortjener alt det bedste”, sagde Nanna Skodborg Merrald. Og efter sit bedste resultat til dato (81,160% med Thranegaardens Rostov, red.) var også Lone Bang Zindorff begejstret.

”Det var megafedt. Det er fantastisk at ride i Herning, hvor man føler, man er på hjemmebane. Jeg ryster helt”, lød det fra Lone Bang Zindorff.

Casper Cassøe, Event Director, World Cup Herning udtaler sig på vegne af arrangørerne:

”Vi vil gerne takke publikum for deres opbakning til rytterne og fortjente hyldest til hestene. Hele stemningen er noget, der bliver lagt mærke til og talt om internationalt. Også en stor tak til vores gode samarbejdspartnere og sponsorer for opbakningen og til hele teamet, de 200 frivillige og ansatte, for en fantastisk indsats op til og under stævnet,” siger Casper Cassøe Krüth.