Der arbejdes på højtryk i MCH Messecenter Herning, hvor ridebaner, stalde og messeområde skal være klar til at modtage heste, ryttere og gæster til World Cup Herning. Med tre konkurrencearenaer og knap 1.000 heste bliver der masser at opleve.
Inden de første ekvipager rider på banen, og publikum indtager tribunerne, ligger der et stort arbejde bag kulisserne. Ridebanebund skal køres ind og fordeles, bokse skal gøres klar, og hallerne skal forvandles til rammerne om international ridesport og hyggelige dage med hesten i centrum.
I år skal der etableres hele 18.000 kvadratmeter ridebane i MCH Messecenter Herning. Det svarer til omkring to og en halv fodboldbane. Foruden konkurrencebanerne i Jyske Bank Boxen, PAVO Arena M og Kingsland Arena E skal der være opvarmnings- og træningsbaner til de mange deltagende heste.
Et stort hold bag oplevelsen
Knap 1.000 heste ventes til Herning, og det kræver både plads, planlægning og mange hænder at få det hele til at fungere. Omkring 300 frivillige og ansatte er med til at skabe rammerne om stævnet, mens 60 officials varetager opgaver i forbindelse med konkurrencerne. Otte dyrlæger og en hesteambulance indgår også i beredskabet.
Når dørene åbner, venter fem dage med international dressur og springning, unge heste, talentfulde ryttere og etablerede profiler. Samlet rides der om 2,3 millioner kroner i præmiepenge.
Også uden for konkurrencebanerne er der noget at glæde sig til. I PAVO Arena M står 70 stande klar med inspiration og shopping til hesteinteresserede.
World Cup for 20. gang
Det er i år 20. gang, Danmark er vært for en afdeling af den prestigefyldte FEI Dressage World Cup™. Herning åbner sæsonen i den vesteuropæiske liga, og H.K.H. Prinsesse Benedikte er igen protektor for stævnet.
Jyske Bank Boxen har plads til 5.000 gæster inklusive VIP, og der er lagt op til endnu en sportsfest med den særlige stemning, som den danske World Cup-afdeling er kendt for.
Cathrine Laudrup-Dufour og MSJ Freestyle vandt World Cup-küren i Herning både i 2024 og 2025. Nu venter et nyt kapitel, når verdensklasseheste og ryttere igen indtager arenaen. Og kan Catrine og Free snuppe titlen for tredje gang i træk?
World Cup Herning i tal
-
Knap 1.000 heste
-
18.000 kvadratmeter ridebane
-
Tre konkurrencearenaer
-
5.000 siddepladser inklusive VIP i Jyske Bank Boxen
-
Plads til 2.500 gæster i PAVO Arena M
-
Plads til 1.500 gæster i Kingsland Arena E
-
300 frivillige og ansatte
-
60 officials
-
Otte dyrlæger og en hesteambulance
-
70 stande i PAVO Arena M
-
2,3 millioner kroner i præmiepenge
