A11y.General.SkipToContent

Glæd dig til springning ved World Cup

9. oktober 2024

Ved det store World Cup-stævne i Herning i uge 42 afvikles både international dressur og springning, og springningen er opgraderet til 3-stjernet niveau

 

Efter nogle år med springning på 2-stjernet niveau bliver springklasserne opgraderet til 3- og 1-stjernet niveau med tre klasser, hvor springrytterne også rider om vigtige points til Longines verdensranglisten. Det betyder, at der er god søgning til stævnet fra både danske og udenlandske profiler. Det er igen MCH Messecenter Herning som lægger faciliteter til World Cup-stævnet fra den 16. – 20. oktober.

Allerede fra onsdag er der springning i Jyske Bank Boxen om aftenen, og torsdag morgen rider de første springryttere på banen i PAVO Arena M.

Linket mellem ungdomsrækken og den store springsport bliver synliggjort i en afdeling af FEI Jumping Ponies Trophy – en international turnering for ponyer med en finale, som man kender det fra World Cup serien samt en international springpony-tour. I praksis betyder det, at ponyrytterne er på banen torsdag med medrivende springning i den internationale konkurrence samt i FEI Jumping Ponies Trophy.

Der er gratis adgang til PAVO Arena M og World Cup-messen alle dage, men man skal købe billet til Jyske Bank Boxen fredag og lørdag, hvis man vil opleve de store springklasser samt FEI World Cup Dressur.

Fredag åbner med dressur, men allerede fra kl. 15.00 indtager springrytterne Boxen, hvor springningen slutter med en 1,50 m klasse fra kl. 19.00, hvor rytterne kan optjene points til Longines verdensranglisten.

For de springinteresserede er der også masser af spændende springning i begge haller lørdag. Springningen begynder fra morgenstunden inde i PAVO Arena M, og flytter over i Boxen kl. 17.45 til Six Bar Challenge – skal det lykkes for nogle af rytterne og ikke mindst deres heste at springe 2 meter? Når vi lige har fået pusten efter Six Bar bygges banen om til Stutteri Ask Grand Prix, den største og mest præstigefyldte springklasse under stævnet med 50 ryttere, som har kvalificeret sig ind i Grand Prix-klassen. Selvom konkurrencen ser ud til at blive hård fra de udenlandske ryttere, vil der være flere danske ryttere, man kan krydse fingre for i Grand Prix-klassen.

Der er udelukkende springning på programmet søndag, både i Boxen og i PAVO Arena M. I Boxen er der Kingsland Pony Grand Prix samt afgørelsen på FEI Jumping Ponies Trophy. Den sidste ranglisteklasse, hvor rytterne har mulighed for at optjene vigtige points til Longines verdensranglisten afslutter springningen under dette års World Cup-stævne med CSI3 Medium Tour Finale inde i Boxen fra kl. 13.00.

Masterlisterne er klar, så man kan dykke ned i listerne og se, hvilke springryttere og -heste, der kommer til Herning i næste uge. Blandt profilerne kan nævnes OL-rytter Jur Vrieling (NED), Patrick Stühlmeyer (GER), Eiken Sato (JPN), Douglas Lindelöw (SWE) med flere.

Se masterlisterne HER