A11y.General.SkipToContent

Fremtidens stjerner i Lövsta Future Challenge

17. oktober 2025

Igen i år afvikles en afdeling af den populære Lövsta Future Challenge under World Cup-stævnet i Herning, og det blev til sejr til Harrison Ashton (GBR) og de to danske ryttere delte femtepladsen

 

I 2022 startede Lövsta Future Challenge en international dressurturnering for de bedste U25-ryttere med stævner under World Cup i Danmark, Jumping Amsterdam og Gothenburg Horse Show.

Der er otte ryttere til start i klassen som rides i U25 Grand Prix og Grand Prix kür lørdag.

Sejren gik til 24-årige Harrison Ashton med Million Dreams en 10-årig hoppe efter Millennium. Parret fik 69,256% Parret deltog ved EM for U25 i sommer, og det var første gang han var på det engelske landshold. Han rider i Tyskland, hvor han bliver trænet af OL-rytter Henri Rouste.

- Det er min hoppes første år i international konkurrence, fortæller Harrison, og han fortæller: - Jeg er så stolt af hende, som hun gik her i Herning i den fantastiske atmosfære. Hun var en lille smule nervøs, men hun klarede faktisk at holde sig i ro. Jeg håber hun er lidt mere afslappet i kür-klassen i morgen, så vi kan gentage sejren ”fingers crossed”, som Harrison Asthon sagde efter sit ridt.  

Andenpladsen gik til hollandske Robin Heiden med Hollywood en 13-årig søn af Cocktail, de fik 69,231% og var dermed uhyre tæt på vinderen. Den 22-årige rytter var på det hollandske U21 landshold der vandt sølv ved EM i 2024, hvor hun vandt individuel bronze med Gasmonkey.

Det blev også hollandsk på 3. pladsen til Lara van Nek og 15-årige All At Once e. Ampere, de opnåede 69,077%

For de to danske ryttere skete der det sjældne, at de opnåede præcist samme procent, 66.333% på en delt femteplads. Sofie Amalie Kjærgaard Wettendorff red den 15-årige DV-vallak Hacker e. Blue Hors Hotline, mens Lea Andreassen Torabi red den 11-årige Jivago de Massa e. Don Juan de Hus.

24-årige Sofie Amalie Kjærgaard Wettendorff var på det danske landshold ved Nordisk Mesterskab i år, hvor holdet for U25 vandt sølv, og Sofie Amalie fik individuelt bronze.

Lea er 22 år, og hun var med på det danske U21 team ved EM sidste år, hvor holdet sluttede lige udenfor medaljer.

 

Dommere i klassen var Mariette Sanders-Van Gansewinkel (NED), Clive Halsall (GBR), Lukasz Walter (POL) samt de to danske dommere Susanne Baarup og Kurt Christensen.

Start- og resultatlister