Cathrine Laudrup-Dufour sejrede i Jyske Bank Boxen, da rekordmange 21.255 publikummer oplevede fem dage med hestefest i Herning, hvor ryttere i absolut verdensklasse leverede toppræstationer i både dressur og springning. Stemningen kulminerede under FEI Dressage World CupTM Grand Prix Freestyle presented by ECCO - ved den 7. udgave af det internationale stævne i Herning
Det fem dage lange, internationale stævne bød på ridesport i særklasse, kombineret med et velbesøgt messeområde, hvor udstillere og gæster sammen skabte den velkendte stemning, og Casper Cassøe Krüth, arrangør af World Cup Herning, glædede sig over endnu et succesfuldt stævne fyldt med sport i verdensklasse og den fælles passion om ridesporten:
- Vi har set ekstremt flotte præstationer af de danske ryttere i både springning og dressur. Publikum kvitterede ved at skabe en helt magisk stemning. Det var rørende at opleve deres støtte til dressurrytterne i World Cup-klasserne, siger Casper Cassøe Krüth og glæder sig over endnu en publikumsrekord ved den 7. udgave af det internationale stævne.
Cassøe Krüth takker også for opbakningen fra samarbejdspartnere og sponsorer samt ikke mindst de 250 frivillige og de mange officials; dommere, banedesignere, stewards, dyrlæger, paramedicinere med flere, som hver især bidrager med deres uundværlige viden og erfaring.
Cathrine Laudrup-Dufour var ustoppelig
De mange tilskuere var med til at løfte præstationerne til nye højder, og samspillet mellem ryttere, heste og publikum blev igen i år et særkende for World Cup-stævnet.
Lørdag lød et jubelbrøl fra publikum, som rejste sig i Jyske Bank Boxen for at hylde vinderen Cathrine Laudrup-Dufour og hendes smukke, harmoniske kür på Mount St. John Freestyle.
- Hun er 16 år og har været til mange stævner, men at mærke, hvor engageret og klar hun stadig er, er en gave. Hun gør jobbet hver eneste centimeter rundt på banen, sagde Dufour, der red til hele 90,175 % - et resultat, der udløste stående applaus.
Stemningen i Boxen blev af deltagerne beskrevet som næsten magisk - en kærlighedserklæring til sporten og de mange ekvipager, der leverede i topklasse gennem weekenden. Også de internationale ryttere roste endnu en gang det unikke danske publikum i Herning.
- De er altså ikke 'normale', sagde World Cuppens nummer to Patrik Kittel (SWE) - med henvisning til den usædvanlige opbakning, som rytterne møder i Herning, uanset nationalitet.
Danske springryttere i topform
Også på springsiden viste de danske ryttere sig imponerende form.
- Det er virkelig opløftende, at vi i Stutteri Ask Grand Prix fik 11 danskere kvalificeret ud af 40 ryttere, og at hele fem red fejlfrit og kom videre til omspringning, sagde landstræner Bo K. Møller.
- De bedste af vores springryttere rider på et virkelig højt niveau, tilføjede landstræneren.
Talentudvikling og fremtidens udvidelse
Casper Cassøe Krüth glæder sig over, at stævnet fortsat udvikler sig - med både international topklasse og nye rammer for fremtidens talenter:
- Talentudvikling er afgørende for sportens fremtid, og derfor er vi stolte over hvert år at kunne udvikle stævnet i den retning, siger han.
Til næste år udvides World Cup-stævnet markant. En tredje ridebane kommer til, når endnu en af MCH's store messehaller inddrages, så finalerne i både Dansk Ride Forbunds championat for unge dressurheste og Baltic Cup-finalerne i springning for ungdomsryttere bliver en del af programmet.
- Det giver god synergi at afvikle championats finalerne sammen med det internationale dressurstævne. For det dressurinteresserede publikum bliver der endnu mere at opleve, og for vores unge heste betyder de flotte rammer, at de kan vise sig frem for både avlere og et større publikum, siger Casper Cassøe Krüth.
MCH lykønsker arrangørerne og takker for stemningen
Georg Sørensen, administrerende direktør i MCH A/S, glæder sig over endnu en sand hestefest i Herning, der har budt på besøgsrekord og købelyst hos messens udstillere.
- Efter en forrygende World Cup-uge vil jeg gerne lykønske arrangørerne og takke udstillerne og de mange tusind gæster fra hele Danmark og udlandet for på bedste vis at have bidraget til endnu en hestefest i Herning. Tak også til alle ryttere, arrangørens mange frivillige og samarbejdspartnere, som sammen har skabt et fantastisk fællesskab omkring verdensklasse sportspræstationer. Den fælles passion og de mange personlige møder kunne mærkes overalt i MCH - og netop det gør, at World Cup Herning år efter år bliver en oplevelse ud over det sædvanlige, siger Georg Sørensen og glæder sig til de næste store hestearrangementer i MCH, Dansk Varmblods Hingstekåring og Gallashow i marts 2026 og næste års FEI World Cup stævne 14.-18. oktober 2026.
Læs mere om FEI World Cup 2025 på worldcupherning.dk
FAKTABOKSE:
Udvalgte resultater (se samtlige resultater på https://online.equipe.com/shows/74928)
FEI Dressage World Cup Freestyle presented by ECCO
1. Cathrine Laudrup-Dufour (DEN)/Mount st John Fresstyle 90,175%
2. Patrik Kittel (SWE)/Touchdown 81,645%
3. Maria von Essen (SWE)/Invoice 81,040%
4. Carina Cassøe Krüth (DEN)/Heiline's Danciera 80,510%
5. Raphael Nets (GER) /Great Esvape Camelot 79,045%
6. Nadja Aaboe Sloth (DEN)/Favour Gersdorf 77,170%
CSI3* Stutteri Ask Grand Prix
1 Marcus Westergren (SWE)/Fellaini de Liebri Z 0 fejl 36,76 sekunder
2. Thibeau Spits/King van Essene 0 37,22
3. Magnus Schmidt (GER/Miss Balou 0 37,24
4. Nicole Holmén (SWE)/ Oh Sissi 0 37,46
5. Kasper H. Hansen (DEN)/Katrinelund Satisfaction 0 37,70
6. Renee Ulvsbjerg (DEN)/Celeste Balslev 0 37,97
PAVO FEI Jumping Ponies Trophy Grand Prix
1. Liselot Kooremans (NED) /Elando van de Roshoeve 0 fejl 38,13
2. Palma Sophie Gry Jansson-Christensen (DEN)/Bodyssee des Avelines 0 39,92
3 Selma Hundborg Dresler (DEN)/ Lady Crown 0 40,64
CDIU25 Lövsta Future Challenge Freestyle
1 Harrison Ashton (GBR)/Million Dreams 75.185%
2 Cecilia Bergåkra (SWE)/My Friend 74.520%
3 Robin Heiden (NED)/Hollywood 73.400%
